Der findes rigtig meget sikkerhedsudstyr til biler. Noget er lovpligtigt, andet kan vælges til. Sikkerhedsudstyr kan enten være med til at forebygge, at ulykker sker (fx ESC og nødbremsesystemer). Andet udstyr reducerer skadernes omfang, hvis ulykken sker (fx seler og airbags).
Nyere biler er generelt sikrere end ældre biler, da de har mere sikkerhedsudstyr og er konstrueret til at modstå ulykker bedre. Uanset hvor meget sikkerhedsudstyr en bil har, er det dog stadig mennesket bag rattet, der er afgørende for, hvor sikker turen er.
Sikkerhedsudstyr til biler
Sele - Hvad siger loven?

Det er lovpligtigt at bruge sikkerhedssele i bil, både på forsædet og bagsædet. Der må ikke være flere i bilen, end der er sikkerhedsseler. Hvis du har en ældre bil uden seler - læs mere her.
Føreren af bilen har ansvar for at børn under 15 år er spændt korrekt fast.
Børn under 135 cms skal være fastspændt i godkendt sikkerhedsudstyr, fx autostol eller selepude.
Læs mere om børn i bilen her
Spænd sikkerhedsselen!
Sikkerhedsselen er det mest enkle og effektive sikkerhedsudstyr i bilen. Risikoen for at blive dræbt eller kvæstet halveres, hvis du bruger selen. Og det gælder alle i bilen. Uanset hvor kort turen er.
Undlader man at bruge selen, er det ikke kun farligt for én selv. Det er også farligt for andre i bilen. For sker der et sammenstød, kan man blive kastet rundt i kabinen med stor kraft og ramme andre. Derfor skal alle i bilen bruge sikkerhedssele.
Seletællinger viser, at danskerne bliver bedre og bedre til at bruge selen, både på forsædet og bagsædet.
Hvad er bøden?
-
Ikke bruger sikkerhedssele (gælder også hvis du er passager): 1500 kr.
-
Ikke har sørget for, at passagerer under 15 år anvender sele: 2000 kr. + klip
-
Ikke har fastspændt børn under 135 cm i godkendt udstyr: 2000 kr. + klip
-
Placerer barn i bagudvendt barnestol v. aktiv frontairbag: 1000 kr.
-
Har forkert/mangelfuld lygteføring : 1000 kr.
-
Har nedslidte dæk (under 1,6 mm slidbane), pr. dæk: 1000 kr.
-
Har diverse fejl og mangler v. køretøjet, pr. fejl: 1000 kr.
-
Ikke anvender advarselstrekant (v. havari): 1000 kr.
Ekstraudstyr i bilen

I Danmark er der ikke lovkrav om at medbringe ekstraudstyr i bilen.
Men det er en god idé at have det med. Det kan være en stor hjælp i nødstilfælde:
- Advarselstrekant (lovpligtig ved uheld eller motorstop – ikke lovpligtig i bilen)
- Førstehjælpskasse
- Refleksveste til alle i bilen
- Nødhammer (evt. med seleskærer)
- Pulverslukker
- Ekstra sæt lygtepærer
- Tæppe
De rigtige dæk

Din bils dæk er en vigtig del af sikkerhedsudstyret. Dækkene har betydning for bilens vejgreb og bremseevne. Derfor skal de være i god stand og have korrekt dæktryk. Efterse dem med jævne mellemrum for revner, slid osv.
Tjek mønsterdyben
Ifølge dansk lov skal mønsterdybden på dine dæk være mindst 1,6 mm. Vi anbefaler at køre med mindst 2 mm dybde på sommerdæk og 3 mm på vinterdæk, som er lovkrav i de andre nordiske lande.
Mål dæktrykket
Du har ansvar for at tjekke dæktrykket. Vi anbefaler, at du gør det ca. 1 gang om måneden. Og inden du kører på bilferie eller skal ud på en lang tur. På de fleste biler er der ved en dørstolpe eller tankdækslet en etiket med det anbefalede dæktryk. Husk at måle, mens dækkene er nogenlunde kolde og bilen er lastet. Ellers er tallene misvisende.
Undgå piskesmæld

En nakkestøtte burde i virkeligheden hedde en hovedstøtte. For den skal støtte hovedet, ikke nakken - og forhindre at hovedet kan kastes bagud.
8 ud af 10 indstiller nakkestøtten i bilen forkert. Alt for ofte sidder den for lavt og for langt tilbage. Hvis den sidder forkert, virker den ikke efter hensigten.
Hvert år rammes 6.000 personer af piskesmæld. Mange af disse kunne være undgået, hvis nakkestøtten var indstillet rigtigt.
Den bedste måde at undgå piskesmæld er at undgå at påkørsler bagfra. Hold afstand til de andre i trafikken. Og vær opmærksom på trafikken bagved.
5 gode råd: Indstil nakkestøtten
-
Nakkestøtten skal indstilles, så overkanten flugter med det øverste af hovedet
-
Hovedet skal være så tæt på nakkestøtten som muligt. Der skal være et par centimeter mellem baghoved og nakkestøtte
-
Hvis du kan se i bakspejlet, at du vil blive påkørt bagfra, så pres hovedet mod nakkestøtten og se lige frem
-
Det er bedre, at nakkestøtten sidder for højt end for lavt
-
Sid ikke for tæt på rattet. Og sid så opret som muligt
Lys på bilen?

Det er lovpligtigt at køre med lys foran på bilen (nærlys) hele døgnet i Danmark. Baglygterne skal være tændt fra solnedgang til solopgang, ved kørsel i tunneller og når sigtbarheden er dårlig pga. fx tåge eller regn.
På de fleste biler tænder kørelyset både foran og bagpå automatisk, når du starter bilen eller når det bliver mørkt.
Men på nogle nyere biler skal du selv huske at tænde baglygterne, når det begynder at blive mørkt. Det skyldes regler fra EU om kørelys på personbiler. Reglerne er lavet for at spare på energien og forlænge pærernes levetid.
Det kan være svært at huske, og mange glemmer at tænde baglyset, når det begynder at blive mørkt. Det kan føre til farlige situationer i trafikken.
Hvis du har en bil, hvor baglyset ikke tænder automatisk, kan du:
- Undersøge hos din forhandler om det er muligt at ændre lyset, så baglygterne altid tænder sammen med forlygterne
- Gør det til en vane altid at tænde baglyset manuelt, når du starter bilen.
Kører du bag en bilist, som har glemt at tænde baglygterne, så blink en gang med det lange lys og mind ham om det.
Undtagelse for ældre biler og visse veteranbiler

For personbiler (incl. veteranbiler), der er registreret første gang før 1. juli 1969, er der ikke krav om sikkerhedsseler, hverken på forsæder eller bagsæder. Herefter er der krav om sikkerhedsseler på forsæder.
Personbiler, der er registreret første gang 1. april 1989 eller senere skal have sikkerhedsseler på både forsæder og bagsæder. Du må gerne køre i ældre biler og have passagerer med, selv om de ikke har seler. Der er dog særlige regler for transport af børn:
Børn under 3 år
- Det er forbudt at transportere børn under 3 år i biler uden seler.
- Hvis der er sele på forsædet, men ikke på bagsædet: Børn under 3 år må kun medtages, hvis de sidder på forsædet. Barnet skal være spændt fast i godkendt sikkerhedsudstyr (autostol, selepude)
Børn fra 3 år og opefter
- Børn, der er fyldt 3 år, må gerne transporteres i biler, der ikke har nogen seler.
- Hvis der er sele på forsædet, men ikke på bagsædet: Hvis forsædet er ledigt, SKAL barnet sidde dér og bruge autostol/selepude. Er forsædet optaget, må barnet/børnene gerne sidde på bagsædet uden sele.
Rådet for Sikker Trafik anbefaler ikke, at man kører med børn i bilen uden at de er spændt fast.