Her kan du få gode råd til, hvordan du bliver set i trafikken, når du går eller løber.
Bliv set
Hvornår kan bilisten se dig?

Hvis du går i mørke på en vej uden gadebelysning og du IKKE har reflekser på, kan bilisten først se dig på ca. 25-40 meters afstand. Det kan være for kort afstand til, at han/hun kan nå at bremse.
Med reflekser/refleksvest:
- Bilisten kan se dig på ca. 130-140 meters afstand med nærlys
- Bilisten kan se dig på over 400 meters afstand med fjernlys
Jo før, du bliver opdaget, jo længere tid har bilisten til at sætte farten ned og køre uden om dig.
Hvordan skal reflekserne sidde?

Refleksbrikker
En refleksbrik skal hænge i en snor, så den svinger frem og tilbage, når du går eller løber. Sæt fx reflekserne fast i lommerne på din jakke, så kan du tage dem ud, når det er mørkt. Pas på de ikke sætter sig fast under tøjet, så de ikke kan ses.
Stickers
Stickers er klistermærker, du kan sætte på tøjet, tasken eller lign. Sæt dem så lavt som muligt og helst både foran og bagpå.
Refleksbånd
Refleksbånd rundt om ben eller arme er gode, fordi de er synlige fra alle sider. Der findes både "slapwraps", refleksbånd med velcro eller til at sy fast på tøjet.
Reflekser skal være godkendte

Tjek, at refleksbrikker og refleksveste har den lovpligtige godkendelse. Så er du sikker på, at de opfylder krav til synlighed, areal mv.
Det skal du se efter:
- Refleksbrikker og refleksbånd skal være mærket med EN 13356, enten på pakken eller på selve refleksen.
- Refleksveste skal være godkendt og mærket med EN 471, EN 20 471 eller EN 1150.